Læseprøve

Læseprøve

 

 

”Til vinter, jeg skal have fundet en, der kan holde skole ude i Albæk,” snøvlede Agger, han var svirende allerede, selvom solen stadig stod højt på himlen.

”Skal det være en, der har studeret?” spurgte Pæ’ Murer, som i dag, helt undtagelsesvis, gjorde degnen selskab på kroen.

”Nej, slet ikke. Jeg skal bare finde en, der kan læse og skrive. Det må være nok.”

”Nå, jamen, så bliver det vel let nok.”

”Nåå, du ved: Folk synes, det er bøvlet, det der med tal og bogstaver.”

”Det er det misyw også, ja det er. Men hvad så?”

”Åh, det løser sig nok, skal du se. Men, huu, Anna, kom lige en gang mere med kanden. Det er varmt i dag. Vi er tørstige.”

Anna Krokone dukkede op i døråbningen, hun havde været et smut udenfor. Hun tog ølkanden, skænkede igen op til begge, mens hun sagde: ”Du ved godt, at du skylder mig en hel del allerede, Agger, ikke sandt?”

Agger tog en ordentlig slurk af kruset, tørrede sig om munden, ræbede højlydt og svarede: ”Jamen, søde Anna, li’ så snart jeg får solgt galten, så er jeg ved muffen. Så skal jeg nok betale dig. Det hele!”

”Ja, du snakker og røven den går,” Anna Krokone så ikke ud, som om hun forventede betaling sådan lige med det første.

”Jamen, jeg sælger galten næste gang, der går en drift svin til Holsten.”

 

”Kan jeg regne med det?”

”Jamen, søde Anna, det kan du da. Du kan altid regne med, hvad jeg siger.” Agger rejste sig og slog sig demonstrativt for brystet: ”Du kan altid regne med, hvad jeg siger, søde Anna. Jeg: J.O. Agger, den bedste degn, I nogensinde har haft her i Snejbjerg.”

”I hvert fald den mest tørstige degn, vi nogensinde har haft,” replicerede Anna Krokone, før hun igen gik ud i retning af køkkenet.

 

*****

Agger og Pæ’ Murer fortsatte med at hælde øl indenbords i ret lang tid. Efter yderligere et par timer kom Agger tilbage til problemet med at finde en, der ville undervise i Albæk, nu der skulle være fast skolestue derude.

”Arctander har snakket med Albæk manden. Der kan sagtens holdes skole i Albæk mandens aftægtsstue. Bare jeg vidste, hvem der vil undervise derude.”

Han tog en forsvarlig slurk af ølkruset.

”Var det ikke noget for dig, Pæjr? Du kan alligevel ikke mure om vinteren. Og du læser godt, det ved jeg da. Du kan vel også skrive lidt, kan du ikke det?”

”Du er godt tosset, Agger. Jeg er slet ikke klog nok til sådan noget.”

”Du skal bare sørge for, at børnene får lært trosbekendelsen og sådan. Det er let nok.”

”Trosbekendelsen? Du ved, jeg har aldrig studeret. Det med trosbekendelsen, det er ikke så nemt.”

”Du spørger bare: Hvem har skabt dig?, så lærer du dem, at de skal svare: Gud Fader har skabt mig. Når du spørger: Hvem har genløst dig?, så skal de svare: Guds søn har genløst mig. Neeej, det er sgu’ da vist Gud den Helligånd, der har genløst dem. Nu kommer jeg helt til kludren i det. Nej, det er godt nok Guds søn, der har genløst mig. Det er Gud den Helligånd, der har helliggjort mig! Det er nemt nok. Det kan du sagtens klare.”

”Det kan du nemt nok sige. Men Arctander går aldrig med til det.”

”Lad os nu se, lad os nu se….Hvis jeg får det på plads med Arctander, hvad siger du så?”

”Hvad jeg siger, hvad jeg siger…njaeh…hvad siger jeg …Hvor meget kan jeg få for det?”

”Njøeh…det ved jeg ikke sådan præcist, men du får god betaling.”

”God betaling? Ha! Det skulle da være første gang, der er nogen, der vil betale godt!”

”Njaeh…kanske, der kan være noget om det. Men du får vel kosten. Du kan nok spise på Store Albæk de dage, du er derude.”

Argumentet med, at der muligvis ville være fri kost, gjorde et stort indtryk på Pæ’ Murer, for det var velkendt for alle, at der på Store Albæk var kød på menuen flere gange om ugen. Og altid sødmælk til grøden.

Det forblev dog lidt uklart, om stillingen virkelig indebar gratis kost, om der skulle være skole hver dag eller kun hver anden dag, og i det hele taget kom der ikke meget konkret på bordet.

Men på den måde fortsatte forhandlingerne mellem degnen og Pæ’ Murer et godt stykke tid. De indviklede forhandlinger blev hjulpet godt på vej med rigelige mængder af Anna Krokones gode øl.

*****

Først på aftenen var parterne nogenlunde enige om, at forsøget skulle gøres, så Agger lænede sig frem mod Pæ’ Murer, tog et fast tag i bordpladen og sagde: ”Hvis jeg får det i orden med Arctander, betaler du så det, som jeg skylder her hos Anna Krokone?”

”Er du da helt tosset…så meget, som du sidder herhenne….skulle jeg betale alt det? Bare for at få lidt ekstra mad til vinter. Det kan du godt glemme, kan du.”

Men ved midnatstid var en aftale på plads. Hvis Agger kunne få Arctanders accept af aftalen, ville Pæ’ Murer betale Agger 2 rigsbankdaler.

*****

Dagen efter kunne Pæjr ganske vist kun huske første del af aftalen, så det blev nødvendigt igen at gå hen til Anna på kroen, bede om kredit til yderligere nogle krus øl, repetere gårsdagens forhandlinger, før Pæ Murer endeligt accepterede at betale Agger 2 rigsbankdaler, hvis han kunne få Arctaders accept af, at Pæ Murer skulle have jobbet som biskolelærer i Albæk.

 

Den endelige aftale blev beseglet med rigelige mængder brændevin fra Anna’s lager.

*****

Tirsdag efter mortensdag 1830, kort efter at det var blevet lyst, vandrede børnene fra Smedegård, Albæk, Haunstrup og Snærlund for anden gang hen ad stier, som normalt kun var lidt befærdede, henover heden, hen til Store Albæk, hvor der fra nu af skulle være skolestue. Fra Haunstrup kom Jens Madsen, som var 10 år, sammen med nabodatteren Marie, som var 9 år gammel.

Den første dag, børnene skulle møde i skolen, det havde været dagen efter mortensdag. Da havde mødrene været med derhenne, for selvom afstanden mellem de respektive hjem og Store Albæk ikke var stor, vel en kvart mil eller sådan: børnene havde aldrig været inde på Store Albæk, så de havde bestemt ikke haft mod på selv at gå derhen. Men i dag måtte børnene selv gå til Store Albæk.

Forældrene havde haft lidt forskellig mening om værdien af det der med at gå i skole så tit. Ingen af dem satte spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at børnene fik lært noget katekismus. Det skulle de under alle omstændigheder lære, før de kunne blive konfirmeret.

Men det der med også at lære bogstaver, lære at skrive, det var der delte meninger om. Jens’ forældre, Mads og Helene, var positivt stemte overfor ideen. Det ville være godt for Jens, hvis han kunne lære at læse og skrive. Det var lidt ydmygende at skrive under med ført pen, når der skulle skrives under på dokumenter.

 

Også Maries mor, Kirsten, var positiv. Men Maries far, Mathis Tømrer, han havde mere end svært ved at indse, hvilken nytte et pigebarn kunne have af det skolepjat. Som han bemærkede, da emnet blev diskuteret: ”Kvindfolk skal alligevel ikke beskæftige sig med skøder, skifter og sådan noget. Det ville være bedre, hvis Marie blev herhjemme hele tiden, indtil hun bliver stor nok til at komme ud at tjene. Så hun kunne blive ved med at passe de små og binde hoser.”

Og begge hold forældre ømmede sig en del over, at de nu formodentlig skulle deltage i betaling for kost til Pæ’ Murer. Albæk manden gjorde det vel ikke gratis. Og tørv til opvarmning af aftægtsstuen skulle de vel også levere.

Det var nok Pæ’ Murer, der fik mest ud af det arrangement. Det kunne de Haunstrup folk let blive enige om.

*****

Da Jens og Marie kom ind i skolestuen, var Albæk børnene og dem fra Snærlund allerede kommet, men Smedegård børnene havde endnu ikke indfundet sig. Der var sat et bord og en bænk ind i aftægtsstuen, som fremover skulle fungere som skolestue. På bænken sad pigerne. Marie satte sig hen til de andre piger. Drengene stod og klumpede sig sammen henne i hjørnet, ret forsagte. Jens blev stående indenfor døren, sådan lidt afventende, mens han forsigtigt skottede hen på Pæ’ Murer, som var travlt optaget af at stoppe sin pibe.

”Hvad glor du på, knægt?” brummede Pæ’ Murer.

Jens var ikke vant til så meget snak, og da slet ikke fra fremmede. Så han nøjedes med at rødme og slå blikket ned.

”Svar, knægt, og kig på mig!”

Jens følte tårerne presse på. Så vendte han om og forsvandt i fuldt firspring, hjemad, hen over heden.

”Så skulle den onde selv da også,” hvislede Pæ’ Murer, greb pilegrenen, som han for tilfældets skyld havde lagt på bordet og spurtede af sted efter Jens, med pilegrenen i hånden.

Men Jens var i god løbetræning, for han havde hele sommeren vogtet får på heden. Så Pæ’ Murer måtte snart indse, at han ikke kunne indhente knægten.

”Satans,” hvislede han ud mellem tænderne, da han vendte om og begav sig tilbage mod den lille skolestue, som nu var indrettet på Store Albæk.

*****

Albæk manden stod foran stuehuset, da Pæ’ Murer vendte tilbage. Han havde interesseret fulgt med i begivenhederne, og da Pæ’ Murer nærmede sig gården, kom også Albæk konen derud.

”Det var ellers en kort skoledag for bette Jens,” flirede Albæk manden.

”Pas du dit, så skal jeg nok tage mig af mit,” sagde Pæ’ Murer, han pustede stadig en del efter løbeturen.

”Godt ord igen,” sagde Albæk manden, ”skal jeg gå over og hente ham til dig?”

Pæ’ Murer tænkte sig om et øjeblik, tørrede sveden af panden, bestemte sig så for at acceptere tilbuddet: ”Ja, det må du nok hellere. Og tak til.”

Så gik han ind i skolestuen, hvor drengene stadig klemte sig sammen henne i hjørnet, mens pigerne sad på bænken. Smedegård børnene var ankommet, mens Pæ’ Murer havde været væk, nu måtte man i gang.

Det var en meget blandet flok elever, Pæ’ Murer nu skulle i gang med at undervise. De yngste var omkring 7 år gamle, de ældste tæt på konfirmationsalderen. Nogle af de ældste kunne læse lidt, men skrive var der ingen af børnene, der kunne. Tælle kunne de fleste, men regnefærdigheder var det småt med. Og katekismus var der naturligvis ingen, der havde begreb om overhovedet. Det var der, Pæ’ Murer begyndte.

Han havde lånt en gammel katekismus af Agger. Den tog han nu frem, bladrede lidt i den og sagde jovialt til børnene: ”Nu læser jeg op for jer, så skal I bare gentage det, som jeg har læst. Lad os begynde med Fadervor. Den første bøn, det er: Fadervor, du som er i himlene.”

Det var let nok, så børnene, i hvert fald de ældste, gentog i kor: ”Fadervor, du som er i himlene.”

”Men ved I, hvad det vil sige, børn?”

Intet svar. Det havde Pæ’ Murer nu heller ikke ventet.

Så han læste videre i sin katekismus, hakkede sig gennem teksten: ”Det vil sige, at Gud vil dermed indbyde os til at tro, at han er vor rette far og vi hans rette børn, for at vi trygt og med fuld tillid skal bede ham, som kære børn beder deres kære far.” Det var den tekst, som Pæ’ Murer, med en del besvær, fik hakket sig igennem – mere eller mindre fejlfrit.

At børnene forblev aldeles målløse og tavse, kom nok ikke helt bag på Pæ’ Murer. Men om ikke andet, så for respektens skyld, brølede han: ”Har I mistet mælet alle sammen?”

Stadig ingen reaktion fra børnene.

”Skal jeg læse det igen?”

Ingen reaktion fra børnene.

Så Pæ’ Murer gentog – mere eller mindre vellykket – sin oplæsning fra katekismen.

”Sig det så. Sig det, som jeg har læst for jer. Kom nu i gang.”

Hele flokken gloede stadig forbløffede på Pæ’ Murer – helt ude af stand til at begribe, hvad det her mon kunne dreje sig om.

Efter yderligere nogle forsøg lykkedes det for Pæ’ Murer at få et par af børnene til at åbne munden en smule. Men de allerfleste forblev absolut tavse.

Hele dette forløb blev så i øvrigt afbrudt af, at Albæk manden kom ind i skolestuen med Jens ved hånden.

”Gå du dig nu bare hen til de andre,” sagde Albæk manden til Jens, som lynhurtigt fandt sig en plads henne i yderkanten af drengeflokken.

”Det var så det,” sagde Albæk manden.

Pæ’ Murer svarede ikke. Han havde mest lyst til at bruge pilekvisten på Jens, sådan at han kunne lære at blive i skolen, når han var kommet derhen. Men der var et udtryk i Albæk mandens ansigt, der fik Pæ’ Murer til at afholde sig fra at bruge pilekvisten.

”Jamen, det var det så,” replicerede Pæ’ Murer. ”Og tak til.”

Albæk manden vendte sig og gik igen ud af skolestuen. Så kunne den såkaldte undervisning fortsætte.

 

*****

Hjemme hos Jens’ forældre kom Mads Kibæk ind for at få sig et formiddagsmåltid. Helene satte grødfadet frem på bordet og tog mælkekanden ned fra hylden. ”Der er ikke meget mælk i koen længere. Det kan dårligt betale sig at skumme fløden af til smør. Du kan lige så godt tage mælken uskummet.”

Mads brummede lidt uforståeligt, hældte mælk op i en skåret kop og langede til grødfadet. ”Jens kom jo tilbage fra skolen,” sagde han så.

Helene lignede et stort spørgsmålstegn.

”Han var rendt derhenne fra. Albæk manden kom for at hente ham tilbage.”

Helene lignede stadig et spørgsmålstegn: ”Men, hvaee?” sagde hun.

”Ja, det ved jeg heller ikke. Knægten sad og puttede sig ude bag hylden, sagde Albæk manden. Der havde han fundet ham.”

”Jens er ikke vant til så mange mennesker.”

”Nej, det er han jo ikke.”

Så blev der ikke snakket mere om den sag. De Haunstrup folk var ikke af mange ord.

*****

Også hos Mathis Tømrer var der grød som formiddagsmåltid, men uden mælk. Efter 3 år, hvor høsten var regnet væk, måtte selv grøden rationeres, så Mathis tog kun et par små skefulde fra fadet. Også de 2 små, Mads på 5 år og Anders på 2 år, fik kun lov til at få et par skefulde.

Maries mor, Kirsten, påstod at hun ikke var sulten, men Mathis sagde, at hun var nødt til at spise: ”Ellers forsvinder din mælk helt, og så mister du også lille Mette Margrete.”

Kirsten, som ellers normalt ikke var mundlam, stod lidt før hun svarede: ”Ja, så får jeg vel gå over til søster Else og Ib i Assing. De har vist noget.”

*****

Henne i skolestuen var Pæ’ Murer, efter det ikke helt vellykkede forsøg med katekismus, gået i gang med bogstaver. I sand, der var strøet på bordet, havde han tegnet de første bogstaver i alfabetet. Nu var børnene, med hver sin pind, i fuld gang med at kopiere kunstværkerne. Med noget varierende resultater til følge. Det var ikke ganske ligetil at konstruere de mange snørklede gotiske bogstaver.

Til Jens’ store forbløffelse var det nok ham, der fik tegnet det pæneste bogstaver. De lignede faktisk Pæ’ Murers forskrift rigtig meget.

Nu tøede Pæ’ Murer lidt op: ”Kan du se, det er slet ikke så slemt herhenne. Vi skal nok få lært dig både at læse og skrive.”

Jens rankede sig under rosen, og sådan gik det til, at Jens alligevel var nogenlunde tilfreds med dagens begivenheder, da han og Marie midt på dagen igen gik hen over heden i retning af Haunstrup.

”Hvorfor rendte du,” spurgte Marie.

”Tja, tho, jeg blev vel ræd,” svarede Jens.

Marie gik lidt uden at sige noget. ”Jamen, jeg var der jo. Du kender da mig,” sagde hun.

Det svarede Jens ikke på, men han gik og tænkte på: Ja, Marie var der. Både da de gik hen til skolen, derhenne i skolen og nu på vejen hjem.

Som forældrene: heller ikke Jens var af mange ord. Men nu følte han sig igen godt tilpas.

*****

Allerede næste morgen begav Kirsten sig på vej over til søsteren i Assing. Hun var som sædvanligt stået op lidt før daggry, havde hentet lyng, så hun kunne tænde op, hun fundet lidt byggryn til grød, en smule havde hun stadig.

Det var ikke usædvanligt, at forråd slap op sidst på vinteren, men det var første gang, reserverne var brugt så tidligt på året. Ingen havde meget på lager og alle skar ned på udgifter, der ikke var absolut nødvendige. Derfor havde Mathis Tømrer stort set ikke kunnet finde arbejde de sidste par år.

Næsten al ulden fra familiens får var kartet, spundet, bundet til hoser og solgt, og der var ingen penge i huset. Hvordan skaffe mere uld, sådan at der kunne bindes flere strømper? Aldrig havde Kirsten følt sig så tæt på afgrunden – altså fattighjælp – eller endnu værre: fattighuset.

Kirsten gav Marie besked om at koge grøden, passe lille Mette Margrete, hjælpe den gamle bedstemor: Gammel-Kjæsten, og mindede hende om, at hun også skulle huske at udnytte ledig tid til at binde lidt på hoserne. Og så begav hun sig på vej. Der var 2 mil til Assing, så turen varede et par timer. Godt og vel.

De to søstre havde ikke været sammen siden i sommers. Nu gik Kirsten og overvejede forskellige muligheder for, hvordan hun bedst kunne fremføre sit ærinde. Hun vidste udmærket, at heller ikke Ib og Else havde mere end det allermest nødvendige. Hvis de da havde så meget….det var hun ikke rigtig klar over.

Men hun vidste, at hvis de overhovedet kunne undvære noget, så ville hun ikke vende tomhændet hjem.

Kirsten havde nu ikke nødig at bruge store falbelader for at få spurgt, om hun kunne få hjælp, for Else læste i Kirstens holdning og ansigtsudtryk præcist og sikkert hendes ærinde, straks hun var ankommet.

 

Behændigt og uopfordret nævnte søsteren, at Ib lige havde tærsket lidt rug. At kvaliteten nok ikke var den bedste, men en skæppe kunne de undvære. Og da Kirsten belavede sig på at tage afsked, fandt søsteren 2 rigsbankdaler: ”hvis du har brug for at købe mere uld.”

Kirsten var ikke specielt religiøst anlagt, men på vejen hjem knælede hun i lyngen og sendte en dybtfølt tak opad. Nu var den værste, den umiddelbare trussel skudt en måneds tid ud i fremtiden.