Sidst i 1800-tallet

Sidst i 1800-tallet

Krigen i 1864 behandles kun indirekte, for ingen af bogens hovedpersoner deltog. Men det der skete efter krigen: opbyggelse af lokaldemokrati, indførelse af sogneråd, udbygning af fattigforsorg, infrastruktur, forøget fokus på hedeopdyrkning, alt det behandles indgående.

Og bag alt dette ligger så, især hos de unge, drømmen om et bedre liv, især drømmen om at emigrere til Amerika.

Hen imod slutningen af bogen får dette tema en stærk placering, kulminerende med den (autentiske) begivenhed, at sognerådet eksperederer en småt begavet gårdmandssøn med små børn til Amerika. Men sognerådet vil ikke betale billetter for de 2 ældste børn. En konfirmeret pige bliver sendt ud at tjene, og en ukonfirmeret søn indlogeres på fattiggården.

 

Andelsmejerier bliver oprettet i 1880-erne, også i Snejbjerg.

Jens og Marie afstår ejendommen til ældste søn, de går på aftægt. Nu er der bedre tid og bedre råd, så de begynder at holde avis: Herning Folkeblad.

Så da bogen slutter, i 1887, sidder Marie og Jens i aftægtsstuen og filosoferer over den vældige udvikling, de har levet med i: familiemæssigt, landbrugsfagligt, samfundsmæssigt og religiøst.

 

Bogens sidste afsnit:

Efter endnu et stykke tid, hvor Marie og Jens sad tavse, kunne Jens konkludere: "Men vi har altid svaret enhver sit. Det er en stor ting."

"Og vi har haft mad til børnene hver dag," supplerede Marie. Hun sad lidt tavs, så tilføjede hun: "Og både dit navn og mit navn står i Livets Bog."

Det havde Jens ikke kommentarer til. Han fortsatte læsningen af folkebladet, og Marie tog igen fat på bindehosen.

 

 

Der eksisterer ikke billeder af Jens og Marie, men sådan kan vi forestille os, at de så ud, da de blev gamle.