Nabohjælp og fattighjælp

Nabohjælp og fattighjælp

Det blev anset for absolut nedværdigende at modtage fattighjælp, men det blev betragtet som normalt, at familie og naboer hjalp hinanden, når der var behov for det. Naboer hjælper Maries forældre i 1830, da der ikke er mad i huset, da Jens bygger nyt på Nørgård låner han penge af Øster Haunstrup manden og hele sognet giver praktisk hjælp til at fremstille og transportere byggematerialer.

Hen mod slutningen af århundredet, efterhånden som pengeøkonomi får indpas, får de sociale netværk, gradvist, en mere tilbagetrukket rolle. Da Jens bygger i Tanderupkær låner han penge i den nyetablerede sparekasse og han køber byggematerialerne.

 

Men fattige var der hele tiden. Fattighjælpen var grundlæggende baseret på sædvanemæssige bidrag, og der var altid for få penge og for mange fattige. I begyndelsen af århundredet boede de fattige i fattighus, elendige rønner. I Snejbjerg som vel de fleste steder lå fattighuset bag kirken. Her var de fattige overladt til sig selv og fik tildelt så meget mad, at de ikke døde af sult.

Efter det sognerådsvalg, hvor husmændene, for en kort periode, erobrede den politiske magt i sognet, blev byggeri af en fattiggård, med landbrugsproduktion, påbegyndt. Her kunne de fattige flytte ind. Ideen var at enhver skulle ”yde efter evne og nyde efter behov”, man håbede, at man på den måde kunne skabe bedre levevilkår for de fattige, uden at det blev dyrere. De mest optimistiske håbede måske endda, at fattigvæsenet på den måde kunne bringes til at hvile i sig selv.

En prisværdig målsætning, men sådan kom det ikke til at gå. Udgifter til fattigvæsen blev ikke lavere, fattiglemmerne blev ikke mere tilfredse, og det forblev absolut nedværdigende at blive bragt i den situation, at man ikke kunne svare enhver sit.