Det daglige brød

Langt op i 1800-tallet levede man på landet i naturalieøkonomi. Man dyrkede selv maden, og hvad man i øvrigt havde brug for blev i overvejende grad fremstillet lokalt.

Op til begyndelsen af 1800-tallet var hovednæringsmidler grød og brød, suppleret med hjemmebrygget øl og hjemmebrændt brændevin. På gårdene spiste man også kød, æg og drak mælk, men det gjorde man kun undtagelsesvist hos husmænd og småhåndværkere.

 

Man var meget afhængig af klimatiske forhold. Efter et dårligt høstår var sult en absolut trussel. Og det var netop situationen i 1830, det år hvor Svare enhver sit begynder. De foregående tre år havde været meget regnfulde, størstedelen af høsten var gået tabt.

Vi må antage, at det er netop på det tidspunkt, man i større udstrækning begyndte at dyrke kartofler som supplement til eller erstatning for korn. Kartoflerne var relativt dyrkningssikre i nedbørsrige år, så i 1830’erne og i begyndelsen af 1840’erne, var sult nok ikke en større trussel for de, der disponerede over agerjord.

Det ændrer sig i 1846, hvor kartoffelskimmel ødelægger størstedelen af kartoffelavlen. Også i de efterfølgende år er kartoffelskimmel er kæmpestort problem, men ret hurtigt finder man sorter, som i nogen grad var resistente mod skimmelsvampen. Men ingen sorter var fuldt resistente, kartoffelskimmel forblev et stort problem - især i fugtige år.

Næste store problem kommer i 1868, hvor det stort set ikke regner fra midten af april til midt i august. Høsten går også tabt det år, og sulten banker igen på døren mange steder.