Stavnsbåndet ophæves

Stavnsbåndet ophæves

I 1700-tallet bestod den stående hær af hvervede tropper, især tyskere. Landmilitsen, hvortil unge bønderkarle indkaldtes, var en slags reservehær.

 

Tjenesten i landmilitsen bestod kun af en kort rekruttid efterfulgt af lejlighedsvis søndagseksercits. Ikke desto mindre var soldatertjeneste meget forhadt. Dels fordi kommandosproget var tysk, som bønderkarlene næppe har forstået meget af, dels fordi behandlingen under eksercits var hårdhændet. Hertil kom risikoen for at blive udtaget til tjeneste i de hvervede regimenter.

 

Herremændene havde ret og pligt til at udtage soldater. Det var et magtmiddel, som mange herremænd åbenbart misbrugte voldsomt.

 

I 1780’erne blev udskrivningsvæsenet ændret fundamentalt. Udskrivningen overgik til lægdsmænd, typisk sognefoged, som sammen med militærpersoner udtog soldater.

 

Der var ikke længere logisk begrundelse for at opretholde stavnsbåndet, som i 1788 blev ophævet. Dog med en overgangsperiode, sådan at stavnsbåndet først bortfaldt fuldstændigt i år 1800.

 

 

Stavnsbåndet

indførtes i 1733. Omfattede mænd mellem 14 og 36 år. De måtte ikke forlade det gods, hvorpå de var født, medmindre de fik pas af herremanden

 

Lægdsruller

 

Fra 1788 skulle lægdsmanden føre lister over alle af mandkøn.

Præsten skulle indberette alle fødte drengebørn.

 

Sognefoged

 

Ordet har været kendt fra 1500-tallet, men først i 1791 får reelt indhold.

Sognefogeden bliver den lokale politimyndighed.