Læseprøve

Læseprøve

 

1769

Nicolaj svedte. Solen bagte fra en skyfri himmel, det var langt varmere end normalt i maj måned.

Den hest, han havde lånt på Bidstrup var livlig, og Nicolaj var ikke i god ride træning. Det havde nok været mere fornuftigt at vælge en ældre, en mere adstadig hest blandt de mange rideheste, der var til rådighed på Bidstrup.

Nikolaj havde tilbragt nogle dage hos sine slægtninge Karen Rosenkranz og Hans Henrik de Lichtenberg til Bidstrup. Nu var han på vej til Møltrup. Fasterens mand, Rudolf de Linde, havde meddelt, at præsten i Snejbjerg var død. Rudolf de Linde havde kaldsret til Snejbjerg og Tjørring kirker. Det var vel derfor han havde bedt Nicolaj komme på besøg på Møltrup.

Nicolaj var redet fra Bidstrup ved daggry. Afstanden til Møltrup kunne vel være omkring 15 mil. Det var bedst at starte tidligt. Han havde bedet på Silkeborg Hovedgård, omkring midtvejs mellem Bidstrup og Møltrup. Nu var det ud på eftermiddagen. Han red gennem uopdyrket hede, på vej mod vest.

Han havde spurgt om vej på Silkeborg Hovedgård. Det havde været lidt svært at forklare præcist, hvordan han skulle orientere sig derude på den uopdyrkede hede. Vejen mellem Århus og Ringkøbing bestod kun af spor i lyngen. Når sporene gik i forskellig retning, kunne det være svært at vide, hvilket spor man skulle følge.

”Du skal bare ride vestpå,” havde ladefogeden på Silkeborg Hovedgård sagt, ”så kommer du om 6-7 mil til Møltrup.”

”Vil jeg kunne leve i det her mistrøstige landskab?” tænkte Nicolaj, mens han fulgte anvisningen og red vestpå. ”Vil jeg kunne klare det, hvis nu fasters mand har tænkt sig at kalde mig til Snejbjerg? Og hvordan med den salig Snejbjerg præsts enke, Nicolajs kusine, havde Rudolf de Linde tænkt sig, at han skulle overtage hende, hvis han kaldte Nicolaj til Snejbjerg Kirke? Det havde han såmænd nok.”

Nikolaj søgte forgæves at genkalde sig kusinens ansigt, men forgæves. Han havde vel været sammen med hende ved forskellige lejligheder, det måtte han have været. Men kusinen var nogle år ældre end Nicolaj. Han kunne simpelthen ikke huske, hverken hvordan hun så ud eller hvordan hun var.

Nikolaj mindedes de søde demoiseller, der havde forsødet hans tid derovre i København, mens salig Frederik den Femte stadig levede. Det var tider! Kongen havde ikke været livsfornægter, og de unge kvinder havde sandelig heller ikke været livsfornægtere. Nicolaj blev helt salig, bare ved mindet.

Det var nu tre år siden, kongen var død, men den nye konge, Christian den Syvende, slægtede åbenbart faderen på. Hvis da ikke han var endnu værre. Det var han vist. Ja, ja.

Det havde været sjovt, men det havde også været dyrt, ja, det havde. Nicolaj holdt ikke af at tænke på den store gæld, han havde oparbejdet. Det var nødvendigt, det var helt nødvendigt, at han hurtigst muligt fik sig et kald.

Helst et godt, fedt kald, naturligvis. Men Snejbjerg kunne måske være en begyndelse. Hvis nu det forholdt sig sådan, at Rudolf de Linde havde tænkt sig at kalde ham til Snejbjerg.

Landskabet var trøstesløst. Lyng så langt øjet rakte. Hist og her en hedegård eller to. Med mellemrum red han gennem små byer, hvor få gårde og huse klumpede sig sammen omkring en dårligt vedligeholdt kirke. ”Åh, nej, er det i sådanne omgivelser, jeg skal tilbringe nogle år – indtil jeg får et godt kald?” tænkte Nicolaj.

Solen stod efterhånden lavt på horisonten. Nicolaj håbede virkelig, at han kunne nå til Møltrup før det blev mørkt, og han anede ikke hvor langt der kunne være. Han dirigerede hesten hen i retning af en lille kirke. Måske han kunne finde en, der kunne vise ham vej.

En knægt, vel en halv snes år gammel, var i færd med at drive kreaturer hen mod en bondegård, der lå et par hundrede favn fra kirken.

”Guds fred,” hilste Nicolaj. Han fik hesten til at stå stille, da han var nået hen til drengen.

”Guds fred,” svarede drengen.

”Hvad hedder den her by?”

”Tjørring.”

”Hvad hedder du?”

”Søren.”

”Er du kendt her på egnen?”

”Det skulle jeg mene. Jeg er født her. Jeg har altid boet her.”

”Du er ikke bange for at svare, det kan jeg li’. Folk siger ellers, at folk ikke er så snakkesalige herude på heden.”

”Folk siger så meget.”

”Ja, såmænd. Men kan du sige mig: Hvordan kommer jeg herfra til Møltrup? Og hvor langt er der?”

”Der er vel en mil eller deromkring. Det nemmeste for dig er nok at ride til Snejbjerg. Derfra går vejen direkte til Møltrup.”

”Snejbjerg?”

”Ja, du skal rundt om søen, hen forbi præstegården, hen til kirken i Snejbjerg,” drengen pegede hen mod nabokirken.

Nicolaj gav drengen et par skilling og red i skridtgang hen i retning af den gård, som lå tæt på søen. Det måtte så være præstegården. Gården lignede de andre hedegårde, som han var redet forbi. Et langt, men lidt forfaldent stuehus, tækket skiftevis med halm og med lyng. Nok omkring 13 fag langt, noterede Nicolai. Og med skorsten, noterede Nicolaj sig med tilfredshed.

Han havde aldrig før været så langt vestpå. Han havde frygtet, at man i præstegården lavede mad på åbent ildsted inde i huset. Den slags huse havde han set en del af på vejen. Kun med lyre som aftrækskanal. Nicolaj havde aldrig været inde i et sådant hus. Men der måtte jo være frygtelig tilrøget derinde. Nicolaj var glad for, at man i præstegården havde skorsten.

Så var der to lader. Den ene af længde nogenlunde som stuehuset. Den anden lade var lidt kortere. Og fæhuset, vel omkring 7 fag langt.

Nicolaj overvejede, om han skulle kigge nærmere på det hele. Besluttede så at ride videre, med retning mod kirken i Snejbjerg. Kirken var forholdsvis velholdt, men omgivelserne virkede fattige.

Vest for kirken lå en halv snes gårde samt nogle huse, klumpet sammen, kun med lave diger som adskillelse mellem gårde og huse. Agre lå i alle retninger. Nogle var tilsået med rug, med byg eller med boghvede, men over halvdelen af agrene lå brak. Der groede græs på disse brakmarker. Den dyrkede jord strakte sig, dels ud til uopdyrket hede, dels ud til gårde, som lå langt væk fra alting, ude midt i lyngen.

Et nedslående syn, tænkte Nicolaj. De bønder vil næppe bringe stort offer til præsten til højtider og når der var bryllup, barnedåb eller begravelse.

En gammel morlil gik og tullede på vejen mellem bebyggelsen og kirken. ”Giv en skilling til en stakkels enke,” sagde hun, lagde sig på knæ i vejkanten og rakte en gigtkroget hånd frem. Ansigtet var fyldt med væskende bylder.

”Det skal hun få,” svarede Nicolaj, ”hvis hun siger mig vejen til Møltrup.”

Tiggeren pegede hen mod et spor i lyngen, som førte videre mod vest.

”Hvor langt er der?”

”Omkring en mil, tænker jeg.”

Nikolaj fandt sølvskilling med salig Frederik den Femtes initialer på bagsiden, rakte den til tiggeren, som rejste sig og sagde: ”Gud velsigne nådigherren.”

”Herren være med dig,” han kunne vel lige så godt øve sig i rigtige talemåder, hvis det nu skulle gå sådan, at han skulle være sognepræst for den gamle tiggerske og for sognebørnene i øvrigt.

Han sporede hesten og red hen ad stien, som så åbenbart førte til Møltrup.

Solen var lige ved at gå ned, da Nicolaj nåede frem til en gård, der var væsentligt større end de bøndergårde, han havde set i Tjørring og i Snejbjerg.

Men det var dog en elendig herregård, tænkte han og sammenlignede med Bidstrup, hvor han havde opholdt sig de seneste dage.

Bidstrup havde statelig hovedbygning, 2 stokværk, og der var gode, solide avlsbygninger. På Møltrup var der hverken statelig hovedbygning eller gode solide avlsbygninger. Møltrup lignede en almindelig, halvforsømt bondegård. Bare større.

Han holdt hesten an, og tog sin paryk på. Han ville se ordentlig ud, når han ankom.

Det var en moderne paryk. Med kort hår, der var krøllet i siderne, og en halvlang hårpisk bagtil. Han arrangerede omhyggeligt hårpisken, stoppede den ned i silkepungen og bandt med en silkesløjfe. Så red han ind på gårdspladsen. En tjenestekarl stod henne brønden, i færd med at pumpe vand op.

”Er jeg kommet til Møltrup?” spurgte Nicolaj.

Tjenestekarlen fortsatte, uanfægtet med at pumpe vand op.

”Er det her Møltrup?” spurgte Nicolaj.

Tjenestekarlen rettede sig op og kiggede på den fremmede. ”Hvad skulle det ellers være?”

Nikolaj stod af hesten. ”Måske han vil tage sig af min hest,” sagde han, mere bydende end spørgende.

Tjenestekarlen tog hesten ved bidslet og lod den drikke. Nicolaj stod ubeslutsomt et øjeblik, så kom en mand ud af fordøren til stuehuset. En kraftigt bygget mand med et markeret underansigt. Han kunne vel være et halvt hundrede år gammel, klædt som en bonde. Læderbukser, valmelsvams og en simpel hue på hovedet. Det måtte være fasters mand, Rudolf de Linde til Møltrup.

”Velkommen til Møltrup,” sagde værten.

”Tak,” svarede Nicolaj.

”Lad nu Jens Staldkarl tage sig af din hest. Kom med indenfor.”

Nicolaj fulgte efter fasterens mand ind i stuehuset. ”Det var din faster, der mente, vi skulle bede dig komme her til Møltrup,” sagde herremanden.

”Det var meget venligt af faster.”

”Jeg havde for resten selv tænkt på det. Man hjælper gerne en slægtning.”

Nicolaj bukkede og gjorde skrabud. ”Min salig fars fætter.”

”Javist.”

Nicolaj bukkede igen.

Nu kom fasteren til syne. Hun var, som gemalen, klædt i bondetøj. Vadmel. Ingen paryk, kun en gammel fruehue som dækkede håret.

Sikke en forskel. I morges da han forlod Bidstrup havde værterne været standsmæssigt klædt. Værterne her på Møltrup var klædt næsten som bønder. Det tegnede ikke godt, det her. Det tegnede virkelig ikke godt.