Læseprøve 2

1888

 

Gamle Jens Madsen døde mandag den 7. maj 1888. Det var nu 7 år siden, han havde overladt ejendommen til sønnen, Mads, og var gået på aftægt. Men han havde haft lidt svært ved bare at sidde til pynt, så nu da Mads havde fået udstykket jorden nord for Vester Haunstrup og var ved at forberede byggeri, gik Jens tit og tullede rundt derovre.

Det var der, de fandt ham, en dag han ikke, som sædvanligt, kom hjem til middag. Mads og Mathias fik hentet ham hjem. De to svigerdøtre, Maren Nørgaard og Mathias’ Maren, hjalp Marie med at vaske ham og iføre ham ligskjorten, som i længere tid havde ligget klar i dragkisten.

Fra sidste års høst var der en smule korn, som endnu ikke var tærsket. Det gjorde Mads nu. Han sørgede for ikke at ødelægge stråene. Jens skulle ligge godt og pænt. Bordet fra aftægtsstuen blev båret ud i laden, og på bordet blev der lavet en fin seng til Jens af de nytærskede strå.

”Han fik en let død,” sagde Marie, da Jens var lagt tilrette på bordet i laden. ”Ligesom hans far, Mads Kibæk. Han faldt også bare om en dag, han var ude.”

Så lagde hun kobbermønter på øjenlågene, en salmebog under Jens’ hage og dækkede liget med et lagen.

Marie og børnene blev enige om, at begravelsen skulle være tirsdag i den efterfølgende uge, og at man skulle følge den nye skik: kisten skulle ikke føres direkte til graven. Forinden skulle der afholdes begravelsesceremoni inde i kirken i Snejbjerg. Og så bad Marie om, at man også skulle følge nye skikke på en anden måde: hun ville gerne, om der kunne lægges en krans på kisten derinde i kirken.

Børnene mente, det var en god ide. Faktisk mente de, at der skulle være to kranse, en fra Marie og en fra børn og svigerbørn. Så Mathias gik til Mosehuset i Herning for at bestille kranse. I Mosehuset boede Ane Andresen. Hun havde fået lavet en rigtig god lille forretning med at lave kranse og buketter til begravelser.

Men man var enige om, at begravelsen i øvrigt skulle foretages, som man var vant til det. Før begravelsen skulle familie og naboer have et måltid mad, og efter begravelsen skulle følget igen beværtes.

I den uge den gamle Jens Madsen lå på strå, måtte man naturligvis forvente, at mange kiggede ind. I den uge skulle der også hele tiden være rigelige mængder mad og drikkevarer til rådighed.

Om onsdagen kom præsten, Ibsen, for at snakke med enken – og vel også for at få oplysninger til begravelsestalen. Marie havde bedt om selv at snakke med præsten, så efter at have budt velkommen trak Mads og Maren sig tilbage. Hun inviterede præsten med ud i laden, hvor Jens lå. Der stod et par stole derude. Så kunne præsten sidde på den ene side af Jens, mens Marie tog plads på den anden side. Marie havde i dagens anledning tændt et par tællelys, et lys på hver side af Jens’ hoved.

Pastor Ibsen var en meget stor, godmodig mand. Marie havde i sin levetid kendt mange Snejbjerg præster. De skiftede hyppigt, for det var et fattigt hedesogn. Præstegården gav ikke stort afkast. Tienden var lav og de gaver, som kirkegængerne gav præsten ved dåb, bryllupper og begravelser, var små.

Men Marie syntes næsten, at pastor Ibsen var den mest sympatiske af alle de Snejbjerg præster, hun havde kendt. Så hun var glad for, at det var Ibsen, der skulle holde ligtalen over Jens.

Marie berettede, hvad der sådan faldt hende ind, både fra den tid, da hun og Jens begyndte i skolen i samme klasse, den tid Jens var væk fra sognet, da han deltog i treårskrigen, hvordan de havde overtaget Jens’ fødehjem og drevet den frem til en af de bedste ejendomme i vestersognet.

Præsten lyttede opmærksomt, men pludselig var det som om, Marie gik i stå. Hun sad lidt, tavs. Overvejede helt indlysende et eller andet, men forblev tavs. I ganske lang tid. Kiggede på Jens, som lå der på bordet mellem dem.

Så lagde hun sine hænder ovenpå Jens’ hænder og sagde sådan lidt forsagt: ”Tror pastoren, at Jens er i Den hvide Flok?”

Præsten forsikrede Marie om, at Jens helt sikkert var i Den hvide Flok. At han til sin tid ville stå parat til at byde Marie velkommen ved indgangen til Paradisets have.

Nu var Marie tilfreds. Hun inviterede præsten ind i aftægtsstuen, tøffede hen til skabet, fandt et par kopper frem, lavede kaffe, smurte et par stykker sigtebrød, og så fortsatte hun med at fortælle om sit og Jens’ liv. Den gamle, krumbøjede kone virkede helt ungdommelig, syntes præsten.

 

*****

 

Vejret var smukt på begravelsesdagen. Sønnerne havde haft travlt med at grave graven. De havde entreret med et par karle fra Snejbjerg, som havde lovet at ringe med kirkeklokken. Tømreren havde lavet ligkisten og malet den sort. Nu stod den i laden ved siden af det bord, hvor Jens Madsen lå på strå.

De søskende, der boede længere væk, havde skåret grangrene fra de læhegn, som efterhånden var vokset op, også derude i vestersognet. Tidligt om morgenen blev der strøet gran, både på gårdspladsen og på vejen fra Nørgaard ned til hovedvejen.

Svigerdøtrene havde brygget og braset hele ugen. De havde fået god hjælp fra tjenestepigen på Øster Haunstrup, så de havde nogenlunde styr på det hele.

Følget begyndte at indfinde sig midt på formiddagen. Det blev et stort følge, for Jens var en meget respekteret mand.

Der var kaffe og smørrebrød til alle. Det blev serveret inde i Mads og Marens stue. Degnen, det var lærer Kampmann fra Snejbjerg, kom ved middagstid. Nu samledes familien og de nærmeste naboer i laden. Alle defilerede forbi bordet for at tage afsked med Jens.

Degnen bad fadervor og man sang ”Vor Gud han er så fast en borg.” Det var Marie, der havde valgt den salme. Hun mente, at den kunne accepteres af alle, både de hellige og de uomvendte.

Liget blev lagt i kisten og låget skruet på. Sønner og svigersønner bar kisten ud af laden, med fodenden først, satte den derefter forsigtig tilrette på Mads’ vogn.

I skyndingen havde man glemt at sende en dreng til kirken i Snejbjerg for at bede ringerne gå i gang, men heldigvis blev Mads’ ældste søn Hans, som nu var 17 år gammel, opmærksom på forglemmelsen. Han tilbød at løbe til Snejbjerg for at give besked. Han ville kunne være derhenne kort tid efter, at følget havde forladt Nørgaard.

Mads fik fat på hestene, spændte for, og satte sig op på det bræt, der skulle fungere som kuskesæde. Marie satte sig ved siden af ham. Det sortklædte følge gik bagefter ligvognen. Og Hans måtte have løbet hurtigt, for følget var ikke nået helt ned til den nye hovedvej, før kirkeklokken i Snejbjerg begyndte at kime.

 

Hans satte sig på kirkegårdsdiget og ventede på følget, mens han mindedes bedstefaderen, som nu skulle begraves. Hans havde altid haft det allerbedste forhold til sin bedstefar. Det var måske mere end man kunne sige om forholdet mellem Hans’ far, Mads og bedstefaderen.

Mads mente vel, at Jens blandede sig lovlig meget i driften af Nørgaard. Og Jens mente vel, at Mads havde lovlig store armbevægelser, at han ind imellem slog større brød op end godt var. Køb af kraftfoder til køerne og køb af gødning til marken. Alt sammen ting, som kostede mange penge. Jens mente vel også, at det indimellem kneb for Mads at få gjort tingene på rette tid: såning, høst og den slags. Han mente nok, at det, på trods af store driftsudgifter, nærmest gik ned ad bakke med driften af Nørgaard.

Hans var tilbøjelig til at give bedstefaderen ret.

Nu trillede præstens charabanc op foran kirkedøren. Præsten steg ud og gik ind i kirken. Samtidig kom begravelses følget til syne ude ved Albæk gårdene.

Hans rejste sig, tog jakken på, og gik lidt ubeslutsomt frem og tilbage. Der begyndte at komme Snejbjerg folk, som ikke havde så tæt tilknytning til familien. De skulle nok kun deltage i selve begravelsen. Hans gik rundt og småsnakkede med de nyankomne, indtil følget nåede frem. Den tidligere sognefoged, Blaberg, og konen, Petrine, var også kommet. ”Det er en hædersmand, vi skal begrave i dag,” sagde den gamle sognefoged, da Hans hilste på ham. Hans nikkede.

Og den mindetale over den afdøde, som præsten holdt inde i kirken, havde samme hovedtema: Jens var en hædersmand. Han var redelig, han var omhyggelig, han var arbejdsom, han var ædruelig, han havde altid svaret enhver sit.

Præsten havde vel snakket med andre end Marie, for ellers havde han nok ikke i ligtalen kunnet give en så rammende karakteristik af Jens Madsen.