Læseprøve 1

1886

 

Den 21. oktober 1885 om aftenen, da konseilspræsident J.B.S. Estrup var på vej fra Folketinget til sit hjem, Toldbodvejen 26 i København, blev han passet op af en ung mand, der ventede i porten. ”Er De minister Estrup?” spurgte den unge mand. Konseilspræsidenten svarede: "Ja!”

Den unge mand tog en revolver frem og affyrede to skud. En kugle ramte en knap i Estrups frakke. Den anden kugle var en forbier, så større skade skete der såmænd ikke. Men attentatforsøget fik meget voldsomme følgevirkninger.

Attentatmanden sagde, at han havde handlet ”til gavn for friheden”, at hans handling var en følge af, at regeringen tidligere på året havde udstedt en provisorisk finanslov. En lov, som det ikke lykkedes at få godkendt i Folketinget, som domineredes af Venstre politikere.

Som følge af attentatet udstedte regeringen allerede den 27. oktober en særlov, der afsatte flere midler til politiet, herunder oprettelse af et gendarmerikorps, de blå gendarmer.

Der var naturligvis i befolkningen absolut ingen sympati for attentatforsøget. Men blandt venstrebønderne var der heller ingen sympati for regeringens måde at håndtere situationen på. De blå gendarmer blev almindeligt forhadte af de fleste i landområderne.

Mange gode venstrebønder nægtede i 1886 at betale skat. Når nu finansloven ikke var vedtaget på demokratisk vis i Folketinget.

Det var baggrunden for, at sognefoged N.C. Blaberg fra Snejbjerg torsdag den 26. august 1886 endnu engang måtte ud for at pante hos de af sognets beboere, der ikke havde betalt de kongelige skatter for første halvår. Han havde allerede brugt 5 dage på at pante i forskellige dele af sognet. I dag gjaldt det vestersognet.

Sognefogeden vågnede straks, det blev lyst. Petrine var allerede oppe, hun skramlede ved det nye komfur, som året før var installeret til afløsning af den åbne skorsten. Sognefogeden hostede. Det rev fælt langt ned i lungerne. Han spyttede og lagde sig et øjeblik tilbage i sengen for at få vejret igen. Inde fra værelset, hvor de to hjemmeboende døtre, Sidsel og Ellen Marie, sov, blev der også hostet. Den hoste, der havde plaget pigerne de sidste par vintre, havde bidt sig fast.

”Ja, ja,” tænkte sognefogeden, ”Vorherre bestemmer, hvor lang tid der tilmåles os her på jorden. Nu har jeg levet i 74 år. Mere kan man dårligt forvente. Men pigerne, det er ligegodt hulens, ja det er.”

Han svang benene ud over sengekanten og tog tøj på. Så gik han ud i køkkenet, hvor Petrine allerede havde fået tændt op. Kedlen var begyndt at snurre.

”Hvor skal du hen i dag?”

”Til Haunstrup. Der er næsten en mil derud. Det er bedst at komme af sted i god tid.”

”Hvem skal med som vidner?”

”Otto Thuesen og Lars Andersen.”

”Hvorfor lader du ikke de unge om alt det pjat med at pante?”

”Lars Andersen er da ung endnu.”

”Jamen Otto, han er endnu ældre end dig.”

”Jeg tænker også tit på, at det nok er tid at lade andre komme til. Nu med alt det pantning, det er ikke sjovt. Ham Estrup og hans kumpaner har simpelthen drevet det for vidt med provisorisk finanslov og alt det der. Ja, han har.”

Sognefogeden harkede endnu en gang og spyttede igen. Så gik han hen til den gamle åbne skorsten og pissede i den slemme gryde. Den, der blev brugt til opsamling af den urin, der brugtes, når tøjet skulle vaskes.

Ahh, det lettede. Han rystede omhyggeligt, gik tilbage og satte sig ved bordenden.

”Har du sovet godt?” spurgte Petrine.

”Åh ja, såmænd.”

Petrine hældte vand på kaffekanden og satte brød og smør på bordet, mens sognefogeden bladede i panteprotokollen. Han havde allerede aftenen før skrevet restancebeløbene ind i protokollen.

De fleste derude i vestersognet havde åbenbart betalt, men han havde fogedkendelse på 6 skyldnere. Om det så var, fordi de ikke kunne betale, eller fordi de ikke ville betale. Sognefogeden havde sine anelser. Nu fik man se.

Petrine skænkede kaffen. I det samme kom Otto Thuesen og Lars Andersen. ”I kan vel nok bruge en kop kaffe, kan I ikke det?” spurgte sognefogeden.

De 2 vidner blev præsenteret for dagens udpantningsprogram, og sognefogeden spurgte, om de helst ville gå ad den nye vej eller direkte derud ad den gamle vej.

Lars var ligeglad, men Otto Thuesen mente, det var lettest at gå ad den nye vej. ”Mine ben har efterhånden gået så mange skridt,” sagde han. ”Det er nemmest at gå på en jævn vej.”

De tre mænd begav sig af sted. Vejret var fint. De gik og småsnakkede. ”Så mange nye ejendomme, der er kommet herude,” funderede Otto Thuesen. ”Da jeg var ung; da var der kun 2 gårde og 3-4 husmandssteder i Haunstrup. Hvor mange mennesker bor der monstro herude nu?”

Det havde sognefogeden nogenlunde styr på. Ved forrige folketælling, for 6 år siden, havde der været 26 husstande i Haunstrup. Og flere var vel kommet til i de forløbne 6 år.

”Kan de få føden herude?” spurgte Lars. Han havde en af de gode gamle ejendomme på den fede jord i Snejbjerg. Han havde vist lidt svært ved at forestille sig en tilværelse på heden.

”Det går såmænd meget bedre, end man kunne forvente,” sagde sognefogeden. ”Jorden er, som den er. Det er ikke Snejbjerg jord. Mange steder har de det småt. Men i det store og hele går det.”

 

*****

 

Hans Kjær var i engen for at tilse sit lille teglværk, da han så sognefogeden og de 2 vidner nærme sig. Han var forberedt på besøget, for sognefogeden havde læst herredsfogedens kendelse op på kirkestævne for en god måneds tid siden. Men Hans Kjær fortsatte, uanfægtet, arbejdet med at stable soltørrede sten op til brænding.

”Goddag,” hilste sognefogeden og de 2 vidner. Hans Kjær rettede sig op og gengældte hilsenen. ”Nå, I vil så besøge os herude i Haunstrup i dag.”

”Det skal vi jo.”

”Det skal I vel.”

”Det er en helt god ejendom, du har fået ud af det, Hans Kjær.”

”Herren har været god mod mig.”

Sognefogeden og de 2 vidner udvekslede blikke. Hans Kjær var en af de ledende indenfor Indre Mission herude i vestersognet.

”Du har vel også selv hjulpet til,” mente sognefogeden.

Jo, det ville Hans Kjær da ikke nægte.

”De sten, du skal i gang med at brænde, hvem skal have dem?”

De skulle bruges til en ny ejendom, der skulle bygges på den anden side af bækken, i Fjelstervang.

Sognefogeden tog en af stenene op, inspicerede den, lagde den så igen. Uden at sige noget.

”Det er ikke allerbedste kvalitet ler,” forsvarede Hans Kjær sig. ”Men vi stiller ikke store fordringer herude på heden.”

”Såmænd, såmænd,” sognefogeden glattede ud.

”Men det er vel ikke for at undersøge mine mursten, I er gået helt herud?” spurgte Hans Kjær.

”Nej, vi har andet ærinde. Du har vist ikke fået betalt de kongelige skatter for første halvår.”

”De skatter er ulovlige. Ikke godkendt af Folketinget.”

”Du ved jo godt, Hans Kjær, regeringen lavede en provisorisk finanslov. Kongen har underskrevet loven.”

”Den lov er ikke godkendt af Folketinget,” gentog Hans Kjær. Han kløede sig eftertænksomt i nakken, fortsatte så: ”Men I er vel tørstige. I har gået langt. Kom med hjem og få en tår at drikke.”

De 4 mænd gik tilbage, hen til Hans Kjærs ejendom. En ung pige, lidt over konfirmationsalderen, gik og hakkede i den lille kålgård. ”Det er så Ane,” sagde Hans Kjær. ”Hun holder hus for mig.”

Sognefogeden og de 2 vidner nikkede. Hans Kjær havde mistet konen for 6 år siden. Alle havde ventet, at han hurtigt ville gifte sig igen. Det gjorde man som regel. Men Hans Kjær havde ikke giftet sig igen, selvom han var både foretagsom og anset, og uden tvivl var anset for et godt parti. Bortset altså fra, at han var hellig. ”Der er meget at holde styr på for så ung en pige,” kommenterede sognefogeden. Han håbede vel, at Hans Kjær ville uddybe, men han svarede bare: ”Vi hjælper hinanden. Så godt vi kan.”

”Ja, selvfølgelig.”

Hans Kjær pumpede vand op fra brønden. Bad de 3 mænd komme ind, skænkede op og spurgte: ”Og hvor meget skylder jeg så?”

Sognefogeden tog protokollen frem og læste op: ”Kongelig skat for første halvår, det er 4 kr. og 81 øre. Pantegebyr: 66 øre. Og førepenge: 24 øre. I alt bliver det 5 kr. og 71 øre.”

”Men den skat er ikke lovligt udskrevet,” gentog Hans Kjær. ”Den vil jeg ikke betale.”

”Så må vi pante.”

”Det må I så gøre.”

”Det er et pænt chatol, du har der, Hans Kjær. Vil du ikke være ked af, hvis vi panter dit chatol?”

”Jo da. Men det er du vel nødt til, hvis ikke jeg betaler.”

”Det er jeg. Hvor meget tror I, det chatol er værd?” sognefogeden henvendte sig til de 2 vidner.

”Omkring 10 kroner,” sagde Otto Thuesen.

Sognefogeden skrev i sin pantebog, at man tog chatollet i pant, og at man anslog, at det havde en værdi på 10 kroner.

Så kiggede han på Hans Kjær og sagde appellerende: ”Det er nemmere for os alle sammen, hvis du betaler.”

”Ja, ja, da.” Hans Kjær fandt en tikroneseddel frem fra pungen og sagde: ”Kan du give tilbage?”

Sognefogeden havde været forberedt på den situation. Han fandt først et par to-kroner. Dernæst en femogtyveøre. Til sidst fandt han, langt nede i pungens dyb, 2 to-ører. Han gav mønterne til Hans Kjær og sagde: ”Det er meget nemmere for os alle på den måde.”

Så skrev han med omhyggelig skrift i sin protokol: Betalt kontant 5 kr. 71

Han underskrev sammen med de 2 vidner. Fogedforretningen hos Hans Kjær var afsluttet.