Læseprøve

 

Læseprøve

1881

Line havde haft det dårligt i december og endnu værre i januar. ”Jeg lever nok ikke meget længere,” sagde hun. ”Det er bedst, at jeg trækker mig fra hjælpeforeningen. Nu er det hele i god gænge. De andre kan nok selvstændigt køre videre.”

Men ingen af komiteens medlemmer havde mod til at afløse Line som forstanderske for hjælpeforeningen. Selv ikke Cathrine Kietz, som turde optræde på en scene, havde mod på at afløse Line.

”Det hele bliver ikke anderledes, før vi kvinder tør påtage os offentlige hverv,” klagede Line.

”Du har da ellers vist et godt eksempel,” sagde Carl trøstende.

”Varde er et hul! Et forbasket provinshul!”

Og så begyndte Line at opremse, hvad kvinder andre steder i landet havde formået. Mathilde Fibiger med sine breve fra Clara Raphael. Pauline Worm, som glad og gerne stillede op på en talerstol, også selvom der var mænd til stede. Nielsine Nielsen, som gik forrest i kampen for kvinders adgang til højere uddannelse.

”Men i Varde er selv fornuftige kvinder så forskræmte, at de putter sig, når der er mænd i nærheden.”

”Har du hørt, hvad lærer Kjelst mener om dig, kære?”

Line kluklo. ”Ja, jeg har hørt det. Han mener, at jeg galer som en hane, selvom jeg kun er en høne.”

Generalforsamlingen i hjælpeforeningen skulle afholdes torsdag den 3. februar. I dagene op til generalforsamlingen gjorde Line yderligere et par forsøg på at få en af de andre kvinder i komiteen til at afløse sig som forstanderske. Forgæves. Ingen turde.

Line måtte stille sig tilfreds, da Marie Thomsen lovede, de facto, at fungere som forstanderske. Men på betingelse af, at hendes mand, købmand Jens Thomsen, blev valgt til formand.

Den løsning var byens mænd meget tilfredse med. Man havde, med en blanding af beundring og skræk været vidne til den gennemslagskraft, som den kvindelige hjælpeforening havde haft. Nu kunne man igen få lidt orden i tingene.

Borgmester Lendrop interesserede sig også for sagen. Han lod sig vælge som dirigent på generalforsamlingen. Han takkede, nærmest overstrømmende, Line for hendes store indsats, og så foreslog han i øvrigt, at der udover kvinder, skulle vælges to mandlige bestyrelsesmedlemmer. ”Det vil nok være hensigtsmæssigt, hvis gode mænd kan overtales til at stille sig i spidsen for foreningen,” sagde borgmesteren.

Line skumlede. Men hun kunne ikke stille noget op.

Købmand Jens Thomsen blev valgt som formand. Augusta Madsens mand, kunstdrejer Madsen, blev valgt som kasserer og sekretær.

Byens mænd åndede lettet op. Der var igen skabt ordnede forhold i den lille by. Hønsene galede ikke længere som haner.

 

*****

 

”Næh, hør her, hvad redaktøren nu har fundet på,” sagde Carl, han var i færd med at læse dagens avis.

”Hvad skriver han?” spurgte Line.

”Han skriver, at der trænges til en grundig lugning på fortovet udenfor præstegården. Han skriver, at der er så meget ukrudt på fortovet, at der snildt kunne græsse et par får på vores fortov.”

”Det er for galt!”

”Ja, vi bør nok sætte pigen i gang med at luge fortovet.”

”Jeg mener: det er for galt, at redaktøren skriver sådan i avisen.”

”Åh, ja. Men det er nok bedst, vi beder pigen luge derude.”

Line rejste sig, tog et sjal over skuldrene og gik mod forstuedøren.

”Hvor skal du hen, kære?”

”Hen på avisen.”

”Jamen, kære, nu må du ikke lave skandale,” Carl var ikke helt tryg ved situationen.

”Jeg er ligeglad. Sådan skal redaktøren ikke behandle os. Giv mig avisen.”

”Tænk dig nu om, kære.”

Line marcherede hen mod Carl, tog avisen, gik op ad Vestergade, hen mod Grydergade, til avisens kontor. Lidt før hjørnet af Vestergade og Grydergade standsede hun, tog sig til næsen, ræbede en gang og inspicerede mudderpølen syd for apoteker Helms’ have. Halv- og helråddent køkkenaffald, ubestemmeligt rådnende affald, det hele kronet med et par velvoksne menneskelorte.

”Åh, ja, hvem der bare kunne skide sådan nogle velsignet store lorte,” tænkte Line, mens hun igen ræbede og holdt sig for næsen. ”Men hvor det dog stinker!”

Hun drejede ned ad Grydergade, gik ind på redaktionen uden at banke på og spurgte: ”Er redaktøren på sit kontor?”

”Redaktøren er optaget lige nu.”

”Jeg skal tale med ham,” Line marcherede direkte ind på redaktørens kontor, hvor redaktør Bølling sad og snakkede med en bonde. Det var vist ham Christen Mathiesen fra Vittarp.

”Morer den slags dem?” spurgte Line og holdt anklagende avisen frem.

”Jeg forstår ikke helt, hvad fru Luplau hentyder til.”

”De forstår ikke? Så skal jeg forklare det så tydeligt, så selv en bladsmører forstår, hvad jeg taler om. De hænger sognepræsten ud, når De skriver på den måde i Deres elendige blad. Det var bedre, om de skrev om den urenlighed, der er overalt i vores by. Fra slagteriet kyler man bare slagteaffald ud på gaden. Blod og uhumskheder fylder rendestenen hele vejen fra slagteriet ned ad Skoubogade. Folk hælder natrenovation i rendestenen. Der er møddinger i baggårdene, som når helt op i en højde af 3 fod. Fluer æder sig tykke og fede og sværmer over det hele. Hele byen ligner mest af alt en svinesti.”

”Jamen, kære fru Luplau, jeg har da netop i dagens avis påtalt urenligheden syd for apoteker Helms’ have.”

”De omtaler den overskuelige uorden, hr. redaktør. De store problemer lader De ligge.”

Efter denne salut forlod Line igen redaktørens kontor.

”Fru Luplau var vist vred,” sagde redaktøren.

”Hun finder sig ikke i noget,” medgav Christen.

”Det kan også være godt nok. Det er bare det, at fru Luplau kun har øje for, hvad hun selv mener, bør forbedres. Og det er som om, hun ikke forstår, det er nødvendigt at gå gradvis frem, når vi skal forbedre tilstanden.”

”Fru Luplau har et godt hjerte.”

”Men hun er nu lidt kværulantisk, mener jeg.”

”Der skal skarp lud til lurvede hoveder.”