Kvindefrigørelse

Inspireret blandt andet af Mathilde Fibigers skandaleroman ”Tolv breve fra Clara Raphael” (1851) begyndte kvinder at kræve ”menneskerettigheder”.

 

Det var borgerskabets døtre, der var frontfigurer i denne tidlige kvindebevægelse, og det var især middelklassen, der var aktive i Dansk Kvindesamfund (stiftet 1871).

 

Kvindesamfundet arbejdede især for bedre uddannelsesmuligheder for kvinder. Der blev oprettet handelsskole, tegneskole og søndagsskole ”for kvinder af den arbejdende og tjenende klasse”.

 

Det var et gennembrud, da Nielsine Nielsens ansøgning om optagelse på Københavns Universitet (1875) førte til at alle fakulteter (bortset fra det teologiske) åbnede for kvindelige studerende.

 

Sværere var det at skaffe kvinder borgerlige rettigheder på linje med mænd. Et lille skridt var det, at der i 1880 blev vedtaget en lov, der gav gifte kvinder ret til at råde over egne tjente penge.

 

Men det tog lang tid, før kvinder fik stemmeret og valgbarhed til kommunevalg og rigsdagsvalg. Hver gang man forsøgte, blev sådanne lovforslag vedtaget med stort flertal i Folketinget, men forkastet med lige så stort flertal i Landstinget.

 

Kvinder fik stemmeret til menighedsrådsvalg i 1903, til kommunalvalg i 1908 og til rigsdagsvalg i 1915.