Forfatningskamp

Attentatforsøget på Estrup, 1885.

Valgregler var udformet på en måde, så der i Folketinget altid var et solidt venstreflertal. I Landstinget var der et lige så solidt højreflertal. Ifølge Grundloven skulle alle nye love skulle vedtages, både i Folketinget og i Landstinget.

 

Dette gjaldt også Finansloven. I 1885 nægtede Folketinget at godkende den finanslov, som Højre regeringen havde fremlagt. Der kunne ikke opkræves statsskat.

 

Regeringens reaktion blev at opløse Rigsdagen, for ifølge Grundloven kunne regeringen, uden Rigsdagens godkendelse, vedtage en provisorisk (foreløbig) finanslov, når Rigsdagen ikke var i funktion.

Venstrepolitikerne påpegede, at den paragraf udelukkende var tænkt anvendt i en krigssituation, ikke når regeringen ikke kunne komme igennem med en kontroversiel finanslov, som omfattede opkrævning af statsskatter, som blandt andet skulle anvendes til at udbygge Københavns befæstning.

 

Mange venstrebønder nægtede nu at betale statsskat. ”Finansloven er ikke lovligt vedtaget!” Sognefogeder måtte i gang med at pante de genstridige venstrebønder.

 

En typograf lavede et (mislykket) attentatforsøg på regeringslederen, Estrup. Regeringens svar blev oprettelse af et elitepolitikorps ”De blå gendarmer”. Situationen skulle nødig komme ud af kontrol.

 

Heller ikke i 1886 lykkedes det for regeringen at få Folketinget til at godkende finansloven. Endnu en gang opløste regeringen Rigsdagen og udstedte en provisorisk finanslov. Og venstrebønderne nægtede, endda i langt højere grad end i 1885, at betale den ”ulovligt” udskrevne statskat. Sognefogederne fik endnu mere travlt med udpantning end i 1885, i en del tilfælde assisteret af ”De blå gendarmer”.

 

Forfatningskampen varede indtil ”systemskiftet” 1901, hvor man, i første omgang uofficielt, enedes om, at en regering ikke kunne blive siddende, hvis den havde et flertal i Folketinget imod sig. Denne demokratiske bestemmelse blev dog først i 1953 indskrevet i Grundloven.